Tilbage til hverdagen

Livet med lungekræft er som livet generelt – forskelligt fra person til person. Men som patientforening oplever vi alligevel, at mange med lungekræft har de samme følelser og udfordringer. Især når det kommer til tiden efter behandlingen. For hvordan kommer du tilbage til hverdagen?

Vi har samlet erfaringer og gode råd til, hvordan du kommer videre med livet efter lungekræft. Har du spørgsmål eller brug for en af tale med, er du velkommen til at kontakte os. Du kan også kontakte din egen læge eller en psykolog. Eller du kan opsøge et af de rådgivningstilbud, der er målrettet patienter med kræft.

Her får du hjælp – se kontaktnumre

Svært at slippe behandlingssystemet

De fleste kræftpatienter ser frem til den dag, hvor behandlingen er overstået. Alligevel fortæller mange, at det ikke kun er med glæde, de afslutter deres behandling. For der kan opstå et tomrum, når du ikke længere lever et overvåget liv i tæt kontakt med læger og sygeplejersker. Nu skal du pludselig til at klare dig selv igen.

Tager tid at vende tilbage til hverdagen

Det burde ikke være så svært at klare sig selv, for det har du sikkert gjort i mange år. Men livet ændrer sig med en kræftdiagnose. Din krop er forandret, og du har måske ikke den samme energi som tidligere. Du har været igennem en fysisk og psykisk rutsjebanetur, som også dine nære er berørt af. Og du har måske været sygemeldt fra et arbejde, som du muligvis ikke kan klare længere.

Så det er ikke kun arret, der skal hele, når lungekræftbehandlingen er afsluttet. Det er også sjælen. Derfor må du forvente, at det kommer til at tage tid, før du finder tilbage til hverdagen. Og hverdagen kan meget vel se anderledes ud end den, du havde, før du fik lungekræft. Alt bliver ikke nødvendigvis som før – men det kan stadig blive godt.

Patient og pårørende fortæller

Se Knuds rørende historie om at få lungekræft og finde tilbage til hverdagen:

Filmen er udarbejdet af Patientforeningen Lungekræft i samarbejde med Bristol-Myers Squibb og Luce.


Er du bange for tilbagefald?

Mange, der har været igennem et behandlingsforløb for lungekræft, er bange for tilbagefald. Det tager tid at genvinde tilliden til den krop, der svigtede én ved at få kræft. Mange bliver meget opmærksomme på deres krop og dens signaler. Angsten for, at kræften er på vej tilbage dukker op det øjeblik, det gør ondt i musklerne, man bliver forkølet, eller man opdager en hævet lymfekirtel.

Skriv løbende ned, hvordan du har det

Vi kan anbefale dig, at du skriver en slags dagbog over, hvordan du har det. Du behøver ikke at skrive hver dag, men skriv ned, når du oplever ubehag og uforklarlige symptomer. Skriv fx:

  • Hvor du oplever ubehag.
  • Hvordan du oplever ubehag.
  • Spørgsmål, du har til lægen.

Husk at skrive dato på, hver gang du skriver noget nyt. Og tag så det hele med til dit næste lægebesøg. På den måde husker du bedre, hvordan du har haft det, siden du så lægen sidst. Og du husker at stille dine spørgsmål.

Har du svært ved at omformulere angst, bekymring og håb til konkrete spørgsmål til lægen? Få hjælp med vores spørgeguide

Er din krop forandret?

Har du været igennem et behandlingsforløb for lungekræft, er det normalt, at din krop skal bruge lang tid på at komme sig. Mange oplever, at de har svært ved at trække vejret og ofte hoster. Alting foregår i et langsommere tempo end tidligere. Og kroppen ser anderledes ud.

Hvis du har fået fjernet en del af eller hele den ene lunge, har operationen efterladt et synligt ar på kroppen. Har du også fået strålebehandling, kan huden, hvor du har fået stråler, se anderledes ud. Mange oplever, at deres selvopfattelse ændrer sig. Det kan være en hjælp at tale med en psykolog. En fysioterapeut kan også hjælpe dig med at lære din ’nye’ krop at kende igen.

Få gode råd til, hvordan du holder gang i sexlivet trods forandret krop

Er du træt?

Træthed er meget udbredt ved lungekræft. Alligevel kommer den bag på mange. For trætheden kan være så overmandende, at man føler, at man har mistet enhver muskel i kroppen. Har du fået strålebehandling, kan du føle dig endnu mere træt, efter behandlingen er slut end under selve behandlingen.

Hør overlæge Anders Mellemgaard fortælle om træthed


Planlæg hverdagen og få kontrol over trætheden

Heldigvis forsvinder trætheden med tiden. Men mens den står på, kan vi anbefale dig, at du strukturerer din dagligdag og sætter dig nogle mål for, hvad du vil nå i dagens løb. Det er godt at holde sig i gang, så længe du også har tid til at hvile dig i løbet af dagen. Du kan fx begynde at genoptage tidligere interesser eller opsøge nye.

Er det svært for dig at holde dig i gang, eller føler du dig trist, har du muligvis brug for mere støtte end den, du kan få hos familie og venner. Tal med din læge om det.

Få overblik over, hvem der kan hjælpe dig